Perfekt Havtur – Torsk 24,4 kg.
Vel i havn efter en på alle måder meget smuk tur på det Gule Rev i weekenden. Turen var fuldt besat med 18 mand om bord.
Traditionen tro stødte folk til Hirtshals og Båden Albatros i løbet af fredagen, hvor vi sejlede ud ved midnat og startede lørdagen tidligt på Revet. Vi havde en række fine timer på 50 m vand men måtte om eftermiddagen søge tættere under land, da der blev varslet kuling. Det har vi prøvet mange gange før på Revet, hvor vejret aldrig er til at forudsige 100% præcist. På 12-15 m vand var der under land mange mindre torsk, og det var egentlig befriende at kunne bruge kastestang og ikke skulle holde sig fast, som kan være nødvendigt, når der er sø ude.
Efter en rolig nat i haven, stævnede vi igen ud mod revet søndag morgen kl. 03 og havde et formidabelt godt fiskeri om formiddagen på 60 vand med rigtig mange fine fisk.
Sinnet blev turvinder med en torsk på 24,4 kg. Den største torsk, vi har fanget på Revet til dato. Her ud over blev der landet mange fine torsk, Søren Hvidtfeldt fulgte efter med en torsk på 14 kg. Her fra og ned af med mange fine fisk på 3-8 kg. Der blev også landet flere Langer om bord, nogle Sej, et par Lubber og makrel. Der er ikke overblik over den samlede fangst men 600+ fisk blev der landet.
Tak til turleder Roland, Skipper Hans og besætning og ikke mindst deltagerne for meget fint socialt samvær:-)
Dbh.
Torben