Søer i Odsherred
Andre vande som OSF har fiske-adgang til.
Udover Odsherreds Sportsfiskerforenings egne vande, er der også andre muligheder for fiskeri i Odsherred, som helt bestemt er en oplevelse værd.
Højby Sø, Nygård Sø og søen ved ARGO er et godt bud på sjovt og hyggeligt fiskeri. Se mere længere ned på siden.
Søerne er offentligt tilgængelige og som alle andre steder i landet, gælder det at man skal have det statslige fisketegn når man er mellem 18-65 år, for at fiske i Odsherreds søer.
Fisketegnet kan købes her: Fisketegnssystemet
Er du i besiddelse af, eller kender du til en lokal mose eller sø, hvor OSF må fiske eller kan opnå fiskeret, er du meget velkommen til at rette henvendelse til Formand for Moseudvalget Henrik Andersen på tlf. 61 67 94 71 eller mail andersenhenrik50@gmail.com. Du kan læse om OSF´s værdier her: https://ny.o-s-f.dk/om-osf-hidden/vaerdier/
Fælles for alle søer gælder at det ikke er tilladt sejle ud på søen.
Husk den nye fredningsperiode for gedder i ferskvand
fra 15. marts til 30 april, begge dage inklusiv.
Højby Sø
Søen blev genetableret i 1990 efter tørlægning til landbrugsjord i 1800-tallet.
Det er tilladt at fiske fra land i den sydligste del af Højby sø. Prøv f.eks. fra fiskeplatformen.
I den øvrige del af Højby sø er der fiskeri forbudt af hensyn til det rige fugleliv i og omkring søen.
Højby sø er kendt for sit sjove geddefiskeri, med fisk i alle størrelser.
Parker på parkeringspladserne lige før Bag Kirken 3, 4573 Højby. Følg vejen og stien cirka 200 m ned gennem skoven til søen. Her ligger en platform cirka 50 m til venstre.
Nygård Sø
Søen blev ligeledes genetableret, men først i 2014, efter tørlægning til landbrugsjord i 1800-tallet.
Det er tilladt at fiske fra land i hele Nygård sø, men ikke ude på øen.
Søen er som Højby Sø også sjovt gedde-vand.
P-pladsen på Nygårdsvej (skråt overfor nr. 48), der ligger helt tæt ved Næsholm Borgruin, er bedste mulighed for at komme til søen og fiske.
Søen ved ARGO
Audebo Miljøcenter ARGO har en sikringssø det er tilladt at fiske i.
Her findes arter som aborre, gedde og fredfisk.
Mange karpefiskere kender også søen for sit gode karpefiskeri.
Adresse: Hagesholmvej 7, 4520 Svinninge.
Der skal parkeres ved administrationsbygningen. Herfra følges grusvejen på den anden side af bommen, cirka 400 m til fods ned til søen.
Bemærk; kun fiskeri fra bredden, ingen “fartøjer” på vandet.