Pressemeddelelse
Klimavenligt restaureringsprojekt i Odsherred
Grønnehavebækken i Odsherred Kommune er et lille fint vandløb med et godt fald på sin vej til Isefjorden.
Den lille bæk har sit udløb i Nykøbing Havn gennem en mere end 100 meter lang rørledning under Egebjergvej.
Men sådan er det ikke meget længere.
Odsherred Kommune skal i samarbejde med Odsherred Forsyning åbne den rørlagte strækning hen over engen og lægge udløbet et halvt hundrede meter sydligere.
I diget ved udløb etableres en stormflodssikring, som automatisk lukker i tilfælde af stormflod, ellers vil der være fri passage således, at havørreder i fremtiden kan vandre op i den lille bæk.
Det har de ikke kunnet tidligere.
Det er med andre ord…..-år 0 for dette nye ørredvandløb!!!!
Udover dette fantastiske tiltag, vil Odsherred Kommune også skabe et vådområde, hvor afledt vand fra et villakvarter og adskillige hektar landbrugsarealer opstrøms i fremtiden skal sive stille og roligt mod bækken, hvilket både har en selvrensende effekt, og samtidig reducerer risikoen for oversvømmelser.
Sidst, men ikke mindst, er grønnehavebækken blevet genslynget på tre strækninger gennem Grønnehave Skov.
Det store klimatilpasningsprojekt er støttet af Miljøstyrelsen med 3 mill. kroner, og Simone Veber, der er klimakoordinator i Odsherred Kommune, er med rette stolt over projektet.
”Projektet vil være med til at gøre området i og omkring Grønnehave Skov endnu mere attraktivt for borgere og brugere af området”, fortæller hun.
Det fine projekt og samarbejde omfatter også Odsherred Sportsfiskerforening, idet foreningen har fået sat sit aftryk på projektet og som en helt naturlig del af naturgenopretningen, ønsker at give den spirende ørredbestand i bækken de bedste betingelser.
På de nedre strækninger skal der udlægges gydegrus og skjulesten således, at de gydemodne havørreder, der i fremtiden finder vej op i det lille vandløb, har egnet gydegrus at bruge.
Genslyngningen vil skabe større variation og det fugtige vådområde opstrøms, vil reducere risikoen for, at vandløbet udtørrer om sommeren.
Alt i alt et fantastisk tiltag i det nordvestlige hjørne af landsdelen.
Men samarbejdet stopper ikke dér, -for Den sjællandske Grusbande, der er et samarbejde mellem Fishing Zealand og Danmarks Sportsfiskerforbund, har også fået lov til at være med.
Sammen med Odsherred Sportsfiskerforening skal Grusbanden lægge gydegrus ud, og sikre de bedste betingelser for de kommende generationer af ørreder i det lille vandløb.
Det sker søndag den 8. september.
-Og vi har brug for hjælp, fortæller Jan Aggerholm fra Odsherred Sportsfiskerforening.
”Netop samarbejdet med Odsherred Sportsfiskerforening og ligeså samarbejdet med Odsherred Kommune, har tidligere givet meget flotte resultater, og er tillige knald hamrende hyggelige at udføre sammen”, fortæller bandeleder i Den sjællandske Grusbande, Rune Hylby.
”Sidste efterår, ventilerede vi en strækning af Gærde Å sammen, idet Sjællands ØrredSammenslutnings spulepumpe blev taget i brug på gydebankerne i dette fine vandløb, og det er ikke mere end et par måneder siden, vi udlagde gydegrus og skjulesten i Herrestrupbækken sammen”, fortsætter Rune Hylby.
Nu er turen kommet til Grønnehavebækken, -år 0.
Og du må meget gerne melde dig til at hjælpe med at lægge gydegrus ud og placere skjulestenene i bækken.
Det sker som nævnt den 8. september, hvor vi mødes kl. 10.10.
Mødestedet er Egebjergvej 83, ved Nykøbing Skytte Forening.
Vil du gerne deltage, kan du sende en sms til Kalle Ludvigsen fra Odsherred Sportsfiskerforening på nr. 5153 8959, eller sende en mail eller sms til bandeleder, Rune Hylby på runehylby@gmail.com eller på telefon 2536 4280.
Du kan også melde dig til via Den sjællandske Grusbandes facebook-side, når projektet bliver offentliggjort her (https://www.facebook.com/groups/Grusbanden/).
”Du skal medbringe skovle, river, -og ikke mindst godt humør, så sørger vi for drikkevarer og en god bunke sten”, slutter Jan Aggerholm fra Sportsfiskerforeningen.
Den mere officielle åbning af hele projektet, vil ske ved en senere lejlighed, når alle dele af projektet er færdiggjort.
Bandeleder, Rune Hylby.
Den genslyngede del af vandløbet i Grønnehave Skov, skal nok tage sig godt ud i fremtiden.
Gravemaskinen er allerede i gang med at grave det nye forløb af Grønnehavebækken fra Egebjergvej mod udløbet i Isefjorden, hvor der i fremtiden vil være passage for fjordens havørreder.